Følelsen af tomhed

Føler mig helt tom i dag, føler at alting er ligegyldigt, ingenting giver mening.
Kan ikke få nosset mig sammen til at lave noget, ligesom om et låg har lagt sig over mig, og jeg kan ikke få det op, og komme igang, jeg er låst fast.

Siden jeg kom hjem efter at have fulgt Taya til skolen, har jeg brugt 3½ time på bare at sidde i min sofa og stirre ud af terrasse døren, tårene presser sig igen på i dag, hvorfor? Spørge mig ikke, kan kun sige jeg føler mig tom måske også ensom.

Følelsen af ensomhed, ved vi jo alle sammen er noget pjat, for har min dejlige mand og min skønne datter, så jeg er jo ikke ensom. Men hvorfor så have følelsen af ensomhed? Og alle jer “normale” folk der ude sidder sikkert også med et kæmpe ? når i læser dette, for i ved jo også at jeg ikke er ensom.
Men det er jo nok angsten/psyken der er på spil, og det står der jo mange på side linjen som ikke fatter en meter af, fordi de ikke selv har prøvet det.

Martin har jo selv svært ved at forstå mig, men han prøver og han ved jeg skal have tid, selvom at han også engang imellem nok kan blive frustreret over det. Og tror faktisk ikke han har oplevet min angst på den måde som igår, han ringede også hjem tidligere for at høre om jeg var kommet afsted til træning, hvad jeg jo ikke var, som han også stilte ? ved. Hvor jeg siger jeg ikke kunne overskue det, han siger bare ok, men kunne alligevel høre en undren i hans stemme.

Det er godt nok lang tid siden jeg har haft den følelse i mig, og nu fortsætter det sig så på anden dagen, og er bange for det skal fortsætte, og er bange for hvordan Martin vil reagere hvis dette tager længere tid, vil jo ikke miste ham, og når jeg har det som jeg har det. er jeg bange for at skubbe ham væk, og vil jo heller ikke vise ham mine tåre, så godt han er på job, så er der en chance for at tårene er væk når han har fri.
Inderst inde ved jeg da godt det er noget pjat, selvfølgelig kan jeg sidde og tude foran ham, hvorfor skulle han stikke af, bare fordi jeg tuder, men frygten er der, og er bange for det udvikler sig, og han får set mig fra den værste side (angsten)

Har taget mig selv mange gange i nu at sidde og kigge på sprutten, og har mange gange tænkt lad mig lige snuppe et glas, men nej der skal jeg ikke søge til igen, det hjælper jo ingen ting i sidste ende, kun at det kommer til at skade mig selv mere. Så sprutten lader jeg stå og sætter en kande kaffe over i stedet.
Og TAK til Louise for at komme og dele den med mig, og lige få mig på andre tanker en times tid.

Og nu sidder jeg så her igen, og stener, og føler mig skyldig, men skyldig i hvad?
Skyldig i bare at lade hjemmet stå rodet, gulvet er fyldt med Ladys hår, hvor svært kan det være at tage kosten?
Kan ikke overskue det, men hallo hvor lang tid ville det tage lige at feje gullvet over, 5 måske max 10 minutter, det er vel lige til at overskue. Men næh, endnu en dag, kan Martin komme hjem fra job, og her er ikke blevet lavet en skid, og det føler jeg mig skyldig over, kan jo ikke være rigtigt at han er ude og knokle hele dagen, og så jeg bare har siddet og spildt min tid, og så skal han komme hjem til sådan et hjem, jeg føler jeg svigter ham, men ved jo godt han er ligeglad, det siger han da, og det må jeg jo tro på.

Skal også i spar, vi mangler mælk, men det kan jeg heller ikke, har en kolds om benet, hver gang tanken har strejfet mig “husk nu at vi mangler mælk” Hvad er det jeg frygter? det er lige rundt hjørnet, jeg kender dem dernede, hvad skal denne frygt nu til for? Trækker tiden ud, hver gang tanken er der, finder hurtigt på en ny undskylding for ikke komme afsted, og det ville jo være nemmere at jeg fik det gjort inden Taya skal hentes, men alligevel tænker jeg, kan ligeså godt vente til jeg henter hende, for der er jeg tvunget til at skulle ud af døren, og så kan vi sammen køre i spar, og så kan hun være mit sikkerhedsnet. Ja det lyder sgu åndsvagt, og kan jo heller ikke være rigtigt at jeg skal bruge hende, for at kunne gøre en ganske alm. hverdags ting som at hente mælk.

Skal jeg virkelig helt derned igen, hvor det er en kamp for at handle igen? Det kan virkelig ikke være rigtigt.
Men et sted er  det, for bare tanken at jeg snart skal hente Taya, gør et eller andet ved mig i min krop, og tænker hvorfor fanden sagde jeg ikke at hun skulle gå hjem selv, men nej, det gjore jeg ikke, og det er jo godt, for så er jeg tvunget ud af døren.
Så nu har jeg en lille time til at tage mig sammen til det.

Måske jeg skulle tænke lidt over Rasmus Seebachs tekst – Tusind farver

Luk mig ind i dit sind for en stund
Hør, min kære ven, det er okay
At du har ondt
Jeg ved du lider
Du behøver ikke spille helt
Be om hjælp

Men det er fandeme svært at bede om hjælp, især når man har en vis stædighed i sig, og også stolthed.
Og hvem skal man bede om hjælp hos?
Der er jo så mange, JA!
Men de fleste kan jo slet slet ikke sætte sig ind i hvordan jeg har det, og når det så også er så svært for mig selv at forstå hvad fanden det er som sker inden i mig, hvordan skal man så selv kunne bede og hjælp?
Ja så er det sgu ikke nemt, og slet ikke når man hele tiden sidder og stiller sig selv ? på ? på ?, og man ikke engang selv kan besvare dem.