Taya operation og derefter.

Ja så er jeg langt om længe her igen, men ja der har været så meget.

Taya har været så syg, og for halvanden uge siden, fik vi en tid hos øre, næse, hals lægen Thorsten Johnsen ( 9. september) For nu var jeg lidt træt af at gå til egen læge og bare få af vide det er en virus, og det skal gå over af sig selv, selvom hendes mandler simpelthen var så hævede at det faktiske spærrede det hele. ( ikke noget at sige til hun dårligt ville drikke eller spise fordi det gjorde mega ondt)
Men vi fik hurtigt en tid hos Thorsten, og vi kom derned, og ja Taya sætter sig og åbner munden, hvor han lige kort kigger ind, og siger så ret højt “ DE SKAL UD” og jeg siger helt i lettelse “ TAK"
Så han ville sende videre til Køge Sygehus, så vi kunne jo så bare venre på at vi fik et brev med en indkaldelse.

Fredag d. 11 september, fik jeg så en opringning, fra Køge Sygehus, at de havde allerede en afbuds tid, mandag d. 14 kl. 8.30, om vi var interresseret i den, og ja klart vi var, så ville der jo ligesom allerede være sat gang i tingene der.

Så Mandag gik turen så mod køre, takket være Svovs/onkel Henrik, der ville stå tidligt op og køre for os. Da vi kom skulle jeg lige udfylde nogle spørgeskemaer, inden vi blev kaldt ind, og ja så var der en læge der så på Taya og fortalte om operationen, og så skulle vi lige et smut forbi anæstesilæge, så vi kunne få styr på hvilken bedøvelse Taya skulle have når dagen for operationen kom.
Må sige han var fandeme god, til børn, og han forklarede Taya tingene så hun kunne forstå det, og som han sagde til Taya “ Det er jo dig der skal i narkose og ikke din mor, så det er dig der bestemmer” det syntes jeg var fedt.

Taya valgte at hun ville bedøves med masken, og det skrev anæstesilægen, ind i en mappe, som vi så fik med, som vi skulle aflevere nede på afdelingen, og så kunne vi ellers bare tage hjem, og vente på det næste brev om hvornår operationen skulle være.
Meeeen sådan blev det ikke, for havde lige afleveret mappen, og gået et par skridt væk fra skranken, hvor der så lige blev råbt “hov vent” og der var så allerede en afbudtid til operation allerede dagen efter, så hvis vi ville have den så var det vores.
Det sagde jeg pænt ja tak til, jeg behøvede ikke tænke over det, for så er det hele hurtigere overstået, og vi kan komme ud af den onde cirkel med sygdom konstant.

Så nu skulle vi bare køre hjem til Slagelse igen, og så kl. 14 skulle jeg ringe til afdelingen, for at høre hvornår vi skulle være der dagen efter.

Tirsdag kl. 11 skulle vi være der, Taya var nr 3 på operations-listen. Martin havde selvfølgelig taget fri fra job, for selvfølgelig skulle han være med, og igen kæmpe stor tak til Svovs/onkel Henrik fordi vi endnu engang måtte bruge din bil.
Vi ankommer og ja vi er der nok 10.30, Taya er spændt og nervøs, og ikke mindst møg hamrende sulten, for hun skulle faste.
Kl. 11 kommer der en sygeplejerske og tager imod os, og giver Taya hendes armbånd på, og fortæller så, at der er kommet en akut patient, så Taya operation var blev udskudt, så der ville nok gå en time, så vi kunne komme på stuen eller vi kunne gå en lille tur. Vi valgte så lige, at gå et smut over i ølbycenteret, som faktisk ikke var så meget at råbe hurra for, men Taya købte sig en lego-bil, som vi så gik tilbage til afdelingen, og fik vores stue, og så kunne Taya og Paps bygge den.

Kl. 12.15 kom sygeplejersken, men patienttøj, til Taya, og så var det ellers bare at vente, på at de fik et ring, på at vi kunne gå op på operations gangen.
Det ring kom først 13.30, men så gik vi op, og ventede på Taya blev kaldt ind.

Martin og jeg fik ellers så fine kitler og hårnet på, en skam vi ikke nåede at fik taget et billed af dette, for hold da kæft vi må ha været en fantastisk ømt syn.
Vi kom ind på operationsstuen, og på brixen, sad der en sød lille isbjørne bamse, som er en bamse trygfonden, har sponsoreret til børnene, den havde også et fint sygehus armbånd på, hvor der stod dens navn, som var Thea.

De 3 sygesplejersker hilste pænt, først på Taya selvfølgelig og derefter Martin og jeg, og så kom lægen og hilste som skulle stå for operationen, og der efter kom anæstesilægen, som så lige skulle høre Taya hvilken bedøvelse hun ville have, for det var jo hendes valg, og det kunne jo være hun havde ændret mening, for hun havde jo haft trylleplastret på hjemme fra, så hvis hun ville bedøves med et lille stik i hånden, så ville det jo kun mærkes som en lille grannål, som hvis hun gik ude i skoven og der faldt en grannål ned på hendes hånd.
Men Taya valgte stadig masken. Så hun lagde sig på brixen sammen med Thea, og så sagde hun ellers farvel til Martin og jeg, meeeen om vi ikke heller skulle sige  “Vi ses” det syntes vi nu bedre om.

Så tog hun ellers selv masken for mund og næse, og anæstesilægen, sagde at så skulle hun ellers trække vejret så ballonen han stod med, mistede sin luft, og så skulle hun puste ud igen så ballonen blev pustet op igen.
Og hold da op, hun suge godt nok til sig, den seje tøs,og da hun så begyndte at vende det hvide ud af øjnene, ville den ene sygeplejerske overtage at holde masken, men der holdte Taya sgu godt nok fast, ligesom om hun skulle bare selv have kontrol over det der skete der, men sygeplejersken, fik lagt hendes hånd ned på siden, og ja så var hun væk. Men puha de der efter kramper der lige komme, når hun er væk, det er sgu skræmmende at se, så der fik mor her tåre i øjnene.

Kl. 13.55 var hun væk, og så gik operationen igen, og de siger jo fra hun er bedøvet og til hun er på opvågningen, går der ca. en time. og de ville sende en sms når hun var kommet på opvågningen.

Jeg siger jer den ventetid den var et helvede, og hold da kæft tiden føltes som evigheder. Martin og jeg gik ned og fik en sandwich, og en sodavand, ikke ligefrem noget at råbe hurra for, og slet ikke til den pris, men vi fik da noget at spise, og vi fik røget en masse smøger, og efter en time, tænkte vi jamen så kunne vi vel godt begynde at gå ned og sætte os, tæt ved opvågning, for der ville nok ikke gå længe nu. Selvom der kun var gået en time, ja så føltes det dælme som om der var gået mange flere timer.
Men man blir sgu også nervøs, for de havde jo sagt det tog en lille time, og nu var den time jo gået, så hvorfor fik vi ikke den skide sms, om at vi kunne komme på opvågningen? Hallooooo kom nu, hvorfor sker der ikke noget, det var sgu ulideligt at sidde og vente på.
1 time og 35 minutter gik der, og så kom sms, både Martin og jeg åndede lettet op, og kunne ikke gå hurtigt nok, op af trapperne til opvågningen.

Vi blev vist ind til hende, og der sad hun helt omtumlet ind over sengehesten, og sugede i et sugerør, til noget vand. Hun var helt væk, og lagde sig ned igen. 10 min. efter vågnede hun lidt igen, og så fik hun en is, og den kørte også bare rundt i hånden på hende, så ikke helt vågen var hun. Hun nåede lige at falde i søvn et par gange igen, før hun var sådan nogenlunde vågen, og snakkede med os.

Kl. 16.30 blev hun kørt tilbage til stuen. Hvor der nu havde været vagtskifte, så det var jo aften holdet der havde mødt ind, og så skulle hun ellers have noget yoghurt.
Og må siger der er sgu forskel på daghold og aftenhold.
For de børn der havde været opereret og kommet tilbage til stuen på dagholdets vagt, de fik en hel kande saftevand ind, og en kæmpe portion yoghurt, ind til sig, fik fyldt op, lige så hurtigt de var tomt.

Meeen nej sådan fungerede det ikke på aftensholdet. Taya fik et glas saftevand ind og to bøtter yoghurt ind og en lille plastik ske ind til sig. Hmmm det syntes jeg sgu var lidt røvet. måske bare mig, men hallo helt ærligt. Jeg var ude på gangen nogle gange og fylde hende glas saft op, for der stod sådan en vogn derude med en kande vand og en kande saft.
Kl. 17.15 kom der så en sygeplejerske ind og sagde der var aftensmad, og det skulle vi selv gå ned efter. Ok.
Taya skulle alligevel ud og tisse, og hun gik sådan fint nok, ved at holde i mig, og så gik vi ned og så hvad aftensmaden bestod af. og det var jo bare brød.

Hun måtte godt spise normalt, sådan hvad hun følte for, bare ikke brød med skarpe skorper og sådan, men det var faktisk kun brød med skarpe skorper der var at vælge imellem, men hun fik så 2 stk franskbrød, hvor vi skar skorpen af, og så med ost på, og så et æg, og mindsanten her fik hun så også en kæmpe portion yoghurt.
Vi gik tilbage til stuen og hun fik maden ned, og var faktisk mere sulten, så jeg gik ud for at se om hun kunne nå det, for aftensmads tiden var fra 17.15 til 17.45.
Vi nåede det lige , maden var eller ved at blive pakket væk, men hun ville have 2 stykker brød mere med ost og så også et æg.

Så det var jo meget fint at hun faktisk allerede kunne spise forholdvis normalt, men hun var nok også stadig godt bedøvedet på noget smertestillende.

Ja og så sad vi ellers bare der og ventede på der kom nogen og fortalte hvordan det så ud og hvornår vi måtte komme hjem. Først kl 18.30 kom der en sygeplejersken ind til hende igen, og gav hende et par piller, og så ville hun kalde på lægen, som kunne komme og se på hende, så vi kunne blive udskrevet.
Ja tiden gik, og faktisk først kl. 20 kom lægen, og sagde ok for vi måtte komme hjem.

Det havde godt nok også været en lang dag, og vi glædede os til at komme hjem.

Taya gik stort set kold allerede da vi var hjemme igen, og natten var hård for hun vågnede flere gange, og havde ondt.

Onsdagen gik forholdsvis godt, om morgen havde hun jo ondt og fik sine doseret smertestillende, og efter en halv time, var det bedre. Må sige vi var faktisk lettede over det gik gik så godt.

Men natten til torsdag og torsdag morgen, var der feber, og så var det med at få fat i lægen, men eftersom det var torsdag, ja så har lægen jo først åben sent. Så det var en lang ventetid.
Men vi fik til til 14.30 og hun fik taget prøver, og der var infektion, så nu skulle hun udover sine smertestillende også have antibiotika.

Så ja vores tøs har været hårdt ramt.

Og er stadig meget ramt om morgenen af smerter, men det jo klart, for pillerne hun får til natten, når jo at høre op, inden hun vågner.
Og nu ryger smerterne jo også ud i øret, og plus hun stadig har svært ved at synke, så det at få hende til at sluge 7 halve piller, det jo ikke nemt, selvom hun ved at når de er slugt, så går der ikke længe før de virker.

Det jo snart en hel roman vi har fået skrevet her, men det er jo så også noget tid siden, jeg sidst har fået blogget lidt.

Men weekenden har jo også bare gået stille og rolig, fredag til lørdag skulle vi passe Leika. Det var jo en aftale vi havde lavet for lang tid siden, før alt dette operations halløj og sådan, men Faster og omkel måtte bare leve med at vi ikke kunne komme ud og gå lange tur med hende som vi nu plejer når vi passer hende.
Tror også Leika kedede sig lidt, for Martin var jo på arbejde da hun kom, og jeg selv var også ved at være halv sløj, så vi var faktisk ikke så meget værd og livlige som vi plejer.
Lørdag skulle Martin også på job, men så kom Tjalfe heldigvis og Leika blev helt glad for nu havde hun en at lege med

Søndag var også en dag vi alle havde glædet os til, for der skulle vi nemlig ud og besøge, det nye medlem af vores familie. Nemlig en lille skøn vuffer.

Allerede for 14 dage siden var Martin og jeg ude og se alle de skønne hvalpe, og ja der besluttede vi os, at den sidste han der var tilbage, at den skulle da være vores.
Taya vidste igenting for der havde hun været på overnatning hos Janni og Søren, så da hun kom hjem derfra kunne vi fortælle hende den glædelige nyhed.
Men så blev hun jo lidt ked, fordi hun ikke havde været med.

Men så igår, var hun med, og hun var jo smask forelsket i alle hvalpene. Vi var der også i 3 kvarter, og man må tage hatten af for hende med hvalpene, hun gør sgu et fantakstisk stykke arbejde, og sikke med kærlighed hun giver hver og en hvalp,

Det var skønt at se vores lille Xargo igen, og nu må det godt snart blive den 9 oktober, hvor vi kan hente ham, og han først rigtigt der blir en del af vores familie.
I kan tro vi glæder os.

Nå men her i går aftes gik Taya helt i panik, for hun spyttede og hun blev jo selvfølgelig bange, for nu og først nu, viste sig lidt blod i hendes spyt. Og hun troede jo straks at det var fordi hun ikke havde passet nok på. Men det ville der jo komme når der er begyndelse på at danne skorpe.

Det var ellers meningen hun skulle være i skole i dag, men jeg er sgu lidt skeptisk med det, for hun må ikke løbe og sådan, og der kan jo ikke være en voksen og holde øje med hende konstant. Plus hun skal have sine piller, og dem kunne jeg da selvfølgelig godt give hende med, men hvem holder så øje med om hun tager dem.
Og hun spiser jo jo ikke hurtigt, så når tiden til deres spisning er gået, hvor meget har Taya så fået at spise.
Og ja hun savner skolen, men jeg kan altså ikke riskikere at der ikke blir holdt godt øje med hende, og hun så løber rundt som de andre og så lige pludselig ender det galt og såret springer op fordi hun har været “ oppe og køre”

Nå men mon ikke det var alt for nu, nu tror jeg at Taya og jeg skal ud og gå en stille og rolig tur, og få lidt luft, så vi ikke sidder inde og hænger hele tiden.