Mig og min identitet.

Først vil jeg lige fortælle om den lille snuge unge jeg er så heldig at være mor til. Her forleden dag snakkede hun om mine så kaldte “nova-luffer” som jeg hæklede i spandevis i vinters, at der var nogle piger fra kassen der godt kunne tænke sig sådan nogen, og det kunne hun jo bare give dem, som hun sagde. Nå men i forgårs kommer hun så hjem og fortæller hendes luffer var ødelagte og hun kunne godt tænke sig et nyt par i samme farve som dem der var gået i stykker. Nå ja men som jeg siger til hende, hvad med de andre par du har bare i andre farver, “jamen det var jo fine nok, men de var bare ikke den rigtige farve” Ja ok, men så gik jeg da igang med et par i den rigtige farve, og dem blev jeg så færdig med igår :) Så det var jo dejligt og hun sagde Tak fordi jeg lavede dem så hurtigt.
Så imorges da hun skulle i skole tog hun jo dem på, og dem var hun jo rigtig glade for og vi cyklede afsted til skolen, og var i skønt humør  :) Da vi så kommer ind i klassen, tager hun sin madpakke og smider i køleskabet, og så smutter hun lige over til en veninde, og hvad tager hun op af sin taske, de så kaldte luffer som jo var ødelagt, og så giver hun dem til en veninde og det var bare så fedt for nu havde de veninde luffer ;) Så griner jeg til hende og siger, hvaaa var de ikke ødelagte? “jo men mor det var jo bare fordi at vi ville have veninde luffer, og så var det bare nemmere at sige de var  ødelagte for så vidste jeg du hurtigt ville lave nogle nye til mig”
For fanden den lille møg unge, ja ja den havde hun vidst ikke tænk så længe over :) Man kan sgu ikke andet end at elske de kære børn.

Men ja så er jeg da igang igen, har da så ment også fået lavet et par mere i lyserød, så hvem mon de blir smuglet med til på mandag, det er ikke godt at vide.

Her til aften flød bæret sgu over, det er nok bare alle de spekulationer og sådan der bare er hobet sig op på det sidste, som bare trængte til at komme ud, men når man er i sådan en situation som jeg, ikke helt frisk i pskyken, og så en masse reformer og lort og skidt man er ramt af, så føler man sig sgu bare ikke tryg, og kan ikke finde ro. Man føler sig sgu som en fiasko, jeg kan ikke rumme, at jeg ikke ved hvad jeg har at gøre med, jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg føler en lettelse over at Taya skal på weekend de næste 3 – 4 weekender, for så kan der spares der, for så skal der ikke tænkes på mad til hende der, og så kan jeg også selv undvære mad for så er der sparet mere, og vi har det mad ekstra til andre dage, det gør fandeme ondt i ens hjerte at tænke sådan, specielt når man er mor, og ens barn netop ikke skal mangle noget, det er sgu ikke at være en god mor at tænke sådan. Det gør ondt og jeg er ved at knælle sammen, Taya er og blir det vigtigste i mit liv frem for alt andet, og sådan er det bare. Men fuck den er hård at sluge. HVordan endte det sådan altså, har sgu før haft nogenlunde styr på mit liv, har da aldrig manglet mad.
Lige nu har jeg det bare sådan det hele kan sgu bare være fucking lige meget, altså kunne ligeså godt skyde en kugle i panden på mig selv, så var det problem væk. Men ville det så også være det, nææææh for hvad så men Taya hun skal da ikke stå uden mor, og familien det kan jeg sgu da ikke byde dem, men nogle gange ja så virke det jo bare som den nemmeste vej, selvom det er det jo ikke.
Jeg tog min TLF og ringede op til min Faster, det var hårdt og så svært, men jeg gjorde det og hun lyttede til mig og ved at det vil hun gøre til hver og en tid, og hun ved sgu godt at jeg ikke er som jeg ser ud, har jo bare bygget den skide facade op, hvor jeg virker hård og sej udenpå, men hun ved at inden i er jeg bare en lille og sårbar lille pige, som ikke har haft det for nemt, og at et lille vindpust kan knække mig, hvis det rammer lige det rigtige sted. Som det faktisk gjore i dag, jeg føler mig så langt nede nu, og syntes godt nok den slog hårdt den vind, det hele er så uoverskueligt, kan ikke rumme mere, har smerter i brystet, hamrende hovedpine, nærmest hiver efter vejret, jeg falder og føler jeg bare falder længere og længere ned hullet har ingen ende.

Og ja så til overskriften “mig og min identitet” grundet den overskrift, det er jo fordi på det kursus jeg er sendt på, som hedder Aktiv udvikling, får vi nogle hjemmeopgaver og i sidste uge var det også dette enme, men som man ser sig selv nu, men næste uges opgave, som skal afleveres torsdag, er hvor jeg skal skrive om mig selv selvfølgelig, men som jeg ønsker det skal være i fremtiden… Bum bum hvordan hvordan, jo ser i jeg vil da være fri for alle mine spekulationer, jeg vil have en satbil økonomi, jeg vil have et job, hvor jeg kan tjene penge til regningerne og jeg skal kunne leve, men der skal også være til goder. Men hvor får en som mig et arbejde, de sidste 5- 6 år der står der ikke noget på CV’et, kan jo ikke skriver hjemmegående husmor, der lider af angst og helst ville blive inden for hendes egne 4 vægge.
Hvordan ser jeg mig selv, i det liv jeg gerne vil have? Det jo bare så langt væk, så jeg ved det ikke, for kommer jeg nogensinde ud af det fucking system? Det føles bestemt ikke sådan, og gud ved hvor meget jeg ønsker det, at komme ud af det skide system og blive selvforsørgende, der hvor jeg stod for 22år siden, jeg manglede ikke noget jeg arbejde og arbejde og tjente mine penge så jeg kunne leve godt, at jeg så ikke brugte pengene fornuftigt det er jo så bare det, man kan jo hurtigt være bagklog.

Altså jeg syntes sgu det er en svær opgave at få, men den gør det jo så heller ikke lettere når man pludselig bare har fået nok, og ikke kan rumme mere. Jeg ved sgu godt livet ikke altid er en dans på røde roser, men hold kæft hvor ville jeg gerne have at det gik mere ligeud, en så meget op ad bakke. Hver gang man føler der er noglelunde styr på shittet og man har taget 2 skridt fremad, hvorfor skal der så lige komme noget uventet så man bare får en kæmpe last på skuldrene igen og tager 10 skridt tilbage, så er der fandeme langt op til toppen.

Og her sidder jeg og beklager mig, hvor der er andre ude i verden som har det langt værre end jeg, som må flygte fra deres hjem, hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind!
Nå men mon ikke det er tid til at indtage en truxal og få noget søvn og så ser dagen nok lidt lysere ud imorgen.

GODNAT og lige en sidste tak til min Faster for hjælpen og for at du ville lytte til en vrælende mig.